Spring til indhold

Emballeringen var ikke miljøvenlig

De har lige ringet fra kurerfirmaet. Det var en meget hurtigt talende mand, som spurgte mig, om jeg gad at gøre ham en tjeneste, fordi han var allerede for sent på den. Han ville gerne aflevere en pakke til mig. Men han spurgte, om jeg kunne gå de 20 meter hen til hjørnet af min vej, så han ikke behøvede at dreje ind på min vej, men kunne fortsætte lige ud. Han ville give mig min pakke med det samme. Jeg undrede mig lidt. Men sagde ja, det er helt fint. Han sagde, at han ville være på hjørnet om 5 minutter. Så jeg trak i sko og jakke og gik ned mod hjørnet. Og ganske rigtigt. Han var der allerede. Jeg fik min pakke.

Det var ikke miljøvenligt

Det er en pakke, som jeg har ventet på i lang tid. Så jeg var da glad for at få den. Han kørte hurtigt videre. Hjemme fandt jeg så min hobbykniv frem. Skar tapen op. Åbnede kassen og viklede varerne ud af emballagen. Jeg må indrømme, at jeg ikke tror, at det var miljøvenlig emballage. Der var en masse bobleplast. Og en masse brunt papir. Det kunne i og for sig godt være genbrugspapir. Men det skrev forhandleren ikke noget om på den lille note med ”tak for dit køb”, som også lå i kassen. Jeg får pakket helt ud. Et nyt stel. I stentøj. Det er tungt. Det er virkeligt flot. Det bliver festligt at dække op med det til hverdag. Jeg har ønsket mig lige præcist det stel i meget lang tid. Og har ledt efter det med lys og lygte. Men jeg fandt et godt tilbud på nettet og benyttede mig af det.

Studerer nøje det hele

Jeg studerer nøje den lille informationsfolder, der følger med stellet. Den fortæller mig alt om, hvordan jeg holder det pænt, og at det godt kan vaskes i opvaskemaskinen! Jeg ved det godt i forvejen. Alligevel læser jeg folderen igen og igen. Er bare så glad for, at stellet endelig er blevet mit. Jeg lægger folderen fra mig. Den er lavet af sådan noget glat og blankt tykt papir. En eksklusiv folder. Billederne af andet tilbehør, som man kan købe til stellet, er da også i farver. Og printet er godt. Ikke noget med fotokopierede foldere eller dårlig kvalitet hos det firma. Jeg stiller stellet hen til køkkenvasken. Vil gerne lige vaske det i hånden. Skåne, det mest muligt. Der skal jo helst ikke ske noget, hvis jeg putter det i opvaskemaskinen sammen med knive, gafler, skåle og grydelåg.

Den tomme papkasse

Jeg vender mig om imod den tomme papkasse. Og de mindre kasser, som de forskellige tallerkener har været pakket ind i. Hvad gør jeg med dem? Skærer jeg dem itu og binder dem sammen, og smider dem ud til genbrugspapir? Eller beholder jeg de mindre kasser? Vi skal jo flytte om 2 måneder. Det vil måske være meget praktisk. Jeg smider bobleplasten ind i de mindre kasser. Bærer dem ned i kælderen. Går tilbage til køkkenet og folder den store papkasse sammen. Begynder at vaske stellet af. Forsigtigt.

Kommer til at tænke på miljø og så plastikposer.

Kender du den der irriterende følelse, når det er ret koldt og håret ligesom, er helt elektrisk? Det er den samme irriterende følelse, jeg får, når jeg går i supermarkedet. Jeg hader det. Altså egentlig ikke at købe dagligvarer. Men de der poser af genbrugsplast, som man får henne ved frugt- og grøntsagsafdelingen, kan altså få mig helt ud af det gode skind. Jeg formår aldrig at åbne dem ordentligt, uden at jeg får stød, og at jeg bare kan mærke, at min hud på hænderne er helt tør, fordi jeg bruger håndsprit i massevis.

Fumler en del

Jeg står derfor og fumler i flere minutter med poserne. Og når jeg så endelig får dem fyldt, så er der aldrig en ekspedient, der kan veje dem af og sætte den der pris-etikette på posen. Og så skal jeg stå der og vente, indtil der er en af supermarkedets ansatte, der forbarmer sig over mig og hjælper med at veje mine grøntsager af. Jeg spørger mig selv, om det mon ikke ville være billigere for mig og for supermarkedet, hvis de købte grøntsager ind, som allerede er pakket ind, og har prismærkning på, så de ikke skal stå der og læsse dem op på hylderne for så, hele tiden at skulle rydde op efter kunder, der har tabt et æble eller et bundt bladselleri.

Nå, det er et mindre problem for mig. Mit store problem er, at jeg bliver hamrende irriteret over, at de ikke kan finde ud af at give os papirsposer til grøntsagerne. De kan da laves af genbrugspapir. Og de er altså noget nemmere at håndtere. Ok, de kan revne. Men så kunne supermarkedet vel give os forbrugere en valgmulighed. Det er jo alligevel os, der betaler omkostningerne. Ingen kan bilde mig ind, at supermarkedet taber penge. Nogensinde. Ellers ville de vel ikke være i stand til at reklamere med tilbud hver uge.

Bioplast som emballage

Så sent som i dag var jeg jo i supermarkedet. Og ja, jeg havde da den sædvanlige ballade med at åbne poserne af genbrugsplast. Men det lykkedes. Og jeg fik både røde og grønne druer i den ene af dem. I den anden pose kom der kastanjer. Det er jo efterår. Og kastanjer hører altså til i efteråret – og så er kastanjer altså en yndlingsspise her i mit hjem. Og hvad sker der så da jeg endelig når frem til kassen?

Kassedamen kigger olmt på mig. Fortæller mig, at jeg lige skal vente. Hun løber hen og finder en af de der poser af bioplast og lægger de grønne druer i den. Jeg kigger på hende. Spørger hende om, hvorfor det. Det er jo samme pris på de røde og grønne druer. Hun siger kort, at der er forskellige koder for røde og grønne druer. Aha. Det havde jeg jo ikke tænkt over. Lægger druerne øverst i mit net. Betaler og går min vej. Tænker lidt over, hvorfor hun kan åbne sådan en bioplastpose så hurtigt, og hvorfor jeg ikke kan. Har de et eller andet magisk trick? Eller er det deres leverandør af emballage, der giver dem undervisning?