Det er søndag formiddag, og jeg sidder mageligt placeret i min bløde sofa og bladre ugens fysiske reklameblade igennem. Det er næsten ikke til at begribe, hvor mange foldere der lander i postkassen hver evig eneste uge. Alligevel er det ganske sjældent, at jeg rent faktisk benytter mig af de specifikke tilbud, som bladene forsøger at lokke med. Jeg har netop lagt et par supermarkedsreklamer fra mig. De fortæller vidt og bredt om alle de dagligvarer og forbrugsgoder, som de har på tilbud i de næste fjorten dage. Det virker egentlig ret pudsigt at sidde her og fundere over, at reklamebladenes redaktører og indkøbere kender tilbuddene og planlægger dem lang tid, før vi almindelige forbrugere overhovedet aner, hvad der rammer hylderne.
De sidder måske bag lukkede døre og fastsætter kampagnerne i tæt samråd med butikkernes indehavere og kædeledelse: I uge syv skal der for eksempel være landsdækkende fokus på billig kylling, så alle har råd til at lave aftensmad med det. Man kan jo næsten undre sig over, om den slags markedsføringsstrategier overhovedet kan spores på internettet? Hvor mange søgninger bliver der mon lavet i netop uge syv på opskrifter med karrykylling, og styrer algoritmerne vores appetit mere, end vi selv går og tror? Ja, jeg sidder nok bare og filosoferer lidt. Måske er jeg bare havnet i det klassiske, lune søndagssure hjørne, hvor alt virker en anelse meningsløst.
Næste blad i stakken
Jeg lægger supermarkedsreklamerne væk og tager det næste blad i stakken op i hånden. Det fanger min opmærksomhed, fordi det påfaldende nok skiller sig ud fra de andre i format; det er væsentligt mindre og mere kompakt. Jeg kaster et blik på forsiden og ser, at det er et decideret specialblad, der skilter med en iøjnefaldende overskrift: ”Køb musik instrumenter. Billige børneguitarer.” Okay, her har jeg tilsyneladende at gøre med en specialforretning eller en musikaffære, der har fået brændt fingrene på et alt for stort parti af børneguitarer, som de nu desperat forsøger at komme af med, tænker jeg for mig selv. Hvem i alverden har overhovedet brug for en børneguitar her og nu? Ikke mig i hvert fald. Jeg himler med øjnene og smider bladet irriteret til side i sofaen.
Sandheden er nok bare, at jeg keder mig bravt. Jeg har absolut intet fornuftigt at lave på denne søndag. For at fordrive tiden finder jeg min telefon frem, sætter en tilfældig, nostalgisk playliste til at spille højt og lader tankerne flyde. Musikken fører mig uvilkårligt tilbage til dengang, hvor jeg selv nærede brændende drømme om at blive en ægte musikstjerne. Jeg brugte utallige timer i øvelokalet med det band, som desværre endte med at gå i opløsning, før vi overhovedet nåede at slå igennem. Vi var faktisk ret gode, når vi endelig ramte den rent. Men tiden gik, vi voksede op, fik studiejobs, kærester og tog hver til sidst til vores. Gad vide, hvordan det egentlig går de andre, som jeg delte forstærkere og ambitioner med dengang? Jeg overvejer et øjeblik at gribe røret og ringe til én af dem, som jeg stadig har sporadisk kontakt med. Han er for længst blevet gift og har fået to små, livlige børn.
Måske de skal lære det?
Lige pludseligt går det op for mig, at han da helt sikkert må ønske at give sin egen musikalske glæde videre til sine børn. Han var jo en utrolig dygtig bassist i vores gamle dage. Måske er det slet ikke tilfældig tilfældighed, at netop denne reklamefolder for en musikforretning er dumpet ind gennem min brevsprække i dag? Uden at tænke mig alt for længe om beslutter jeg mig for at handle på indefterforskningen. Jeg ringer ham op. Der går ikke mange sekunder, før forbindelsen er etableret, og vi får en rigtig hyggelig sludder om de gode gamle dage, gamle øvelokaler og uforglemmelige koncerter.
Midt i samtalen benytter jeg anledningen til at spørge ham, om hans børn mon har fået interesse for at spille på nogle musikalske instrumenter. Han kan fortælle, at de netop er begyndt så småt at snuse til klaverspillet derhjemme i stuen, men at hans mindste søn faktisk har udtrykt et stort ønske om hellere at ville spille på guitar. Lige der slår det klik i mit hoved. Jeg fortæller ham levende om det lille reklameblad, jeg netop har siddet og kigget i, som tilfældigvis viser en opsigtsvækkende billig børneguitar. Han lytter opmærksomt og spørger straks nysgerrigt ind til prisen.
Viser at være et godt tilbud
Da jeg læser det præcise beløb højt for ham, bliver der stille i den anden ende et øjeblik, hvorefter han udbryder, at det er et helt igennem fantastisk tilbud. Uden tøven beder han mig om en stor tjeneste: Kan jeg finde ud af at købe en med til ham? Han forklarer, at han alligevel skal til København i næste uge i et ærinde, og så kan han passende svinge forbi mig og hente guitaren. Samtidig foreslår han, at vi kan få en hyggelig session sammen, hvor vi mindes ungdommen og jammer lidt på instrumenterne. Det lyder som en fremragende idé, der kan bringe lidt liv tilbage i hverdagen.
Jeg lover ham højt og hellert at køre forbi og købe den guitar, så den ligger klar og venter på ham, når han dukker op i det københavnske i næste uge. Vi ringer af med et gensidigt smil på læben. Pludselig føles mit humør meget lettere, og søndagstungsindet er blæst væk. Det var egentlig rart at få talt ordentligt igennem med en god gammel ven, og jeg må indrømme, at jeg ser lidt mere positivt på værdien af de der tilbudsaviser, som ellers bare plejer at ende uåbnet i papircontaineren.