Spring til indhold

Lidt tvære tanker

  • 3 min read

Der er noget, som jeg har gået og tænkt på i længere tid. Det har noget at gøre med samfundsudviklingen – og selvfølgelig de sidste mange måneders bizarre betingelser, vi har levet under. Vi har jo næsten været spærret inde i vores hjem i nogle måneder. Ikke som straf. Som beskyttelse imod en usynlig virus. Vi har udviklet nogle nye vaner – hvoraf nogle er gode andre, måske mindre gode. En af de gode vaner er, at vi er blevet bedre til at tænke på hygiejnen. En af de måske dårligere vaner er – for mange – at vi motionerer mindre.

Mindre positivt

Og så er der nogle, der har udviklet ganske farlige tendenser: Nogle har fået depressioner. Andre er blevet aggressive. Og jeg spørger mig selv, om det virkeligt kun er Covid-19 og alle varianterne af den og de betingelser, som den virus har ført med sig – der er skyld i, at vi ser mange flere tilfælde om vold og alvorlige forbrydelser. I det mindste hører og læser vi om mange flere tilfælde.

Jeg er ikke helt sikker på det. Det kan også have noget at gøre med en mere ’generel’ samfundsudvikling, som går i retning af, at vi er ganske langsomt blevet vænnet af med at drage omsorg for dem, der er ved siden af os. Ja, du kan godt sige, at jeg tænker i baner, der hedder ’næstekærlighed’ og ’det almene vel’. Jeg har sådan en teori om, at vi er blevet vænnet af med at tage ansvar for os selv. Alt, hvad der går galt, er aldrig vores egen skyld. Det er en eller anden usynlig fjendes skyld. Om vi så kalder den usynlige fjende for ’staten’ eller ’Covid’, har ikke nogen betydning. Det er så nemt at skrive et debatindlæg, der argumenterer for, at ”… det er ’statens skyld’ at tilfældene af vold er steget. Staten har nemlig skåret ned i de midler, de afsætter til at forbedre de svagestes vilkår. …”

De beskikkede advokater

De beskikkede advokater har travlt

Personligt er jeg ikke sikker på, at det er en sund måde at argumentere på. Den form for argumenter vender opmærksomheden væk fra os selv. Imod noget vi ikke kan se. Imod noget usynligt. Og dermed bliver vores ansvar for at passe på os selv og hinanden skubbet væk fra os. Det kan jeg bare ikke acceptere. Ligesom jeg heller ikke kan acceptere, at jeg skal betale licens for at se nyheder i TV, som kun fortæller mig om, at endnu en beskikket forsvarsadvokat har fået mere arbejde, fordi han eller hun skal forsvare en voldsforbryder.

Og jeg tror faktisk, at de mange flere sager om vold, som jeg hører om, stammer fra netop det, at opmærksomheden bliver rettet noget mod usynligt. Det fører til frustration, vrede og aggression.
Burde vi ikke lige se ind på os selv og finde ud af, hvad vi selv kan – og synes, at vi bør – gøre, så vi kan forstå vores samfund bedre, og ikke bare skyde skylden på noget usynligt? Kunne vi ikke lære os selv, at vi skal tage ansvar.