Vi har rimeligt travlt her på byggepladsen, og tempoet er højt fra det øjeblik, mødet er overstået. Vores sjakformand puster os i nakken, fordi tidsplanen er stram, og vejret kan hurtigt skifte. Han vil meget gerne have, at vi får sat alle vinduerne oppe på 5. etage ind i dag, så facaden kan blive tæt inden næste uge. Og det burde vi også sagtens kunne nå, hvis ellers alt spiller. Vi er tre mand til at udføre det hårde arbejde, og vi har heldigvis fået fantastisk hjælp af den lille materialeplatform, som vi nemt kan sende op og ned, når vi mangler vinduesrammer, fugepistoler eller andre tunge materialer.
Egentlig burde vi være fire mand i sjakket til at løfte opgaven, men vores berygtede, dovne kollega er smuttet tidligt til frokost. Han forsvandt, før vi overhovedet fik set os om, med en bemærkning om, at hans blodsukker var faretruende lavt. Som han selv udtrykte det: en sulten håndværker er ikke en god håndværker. Derfor bad vi ham om at tage en halv times pause, så han i ro og mag kunne få noget ordentligt at spise. Lige nu er han dog ingen steder at se, og uret viser, at han allerede har været væk i tre kvarter. Vores sjakformand er tydeligvis utilfreds og sur over situationen. Han siger ikke så meget højt, men vi kan mærke det på hans kropssprog og de korte, præcise beskeder.
Vi arbejder derfor på højtryk for at kompensere for den manglende mandskabskraft. Det går tjept, og sveden pandeløst springer frem i en lind strøm. Vi er netop ved at sætte de sidste vinduer på bagsiden af bygningen ind i murværket, og når det er afsluttet, skal vi i gang med forsiden mod gaden. Vi skal nok nå det i mål, men det kræver fuldt fokus og ingen unødige pauser.
Han har lejet et hejs
Jeg stiller mig ind på den lille materialeplatform og trykker knappen, så den glider langsomt ned mod stueetagen. Vi har brug for flere materialer for at kunne fortsætte arbejdet uden stop, og det er min tur til at hente dem nede fra terræn. Jeg står tålmodigt stille, imens platformen bevæger sig nedad langs murværket. Hvor var det egentlig godt, at vores sjakformand fik overtalt vores ellers så gerrige chef til at leje denne her materialeplatform.
Ok, den er måske ikke helt så hurtig som det store, professionelle hejs, som han har lejet hos https://unihejs.dk/profil/, men den fungerer fint til vores behov. Jeg når sikkert ned på jorden, går hen til lagerområdet og beder om en smule assistance til at transportere de tunge vinduesrammer og paller med mursten hen til platformens lasteområde. I det samme øjeblik får jeg øje på vores savnede kollega. Han dukker op i horisonten, men han skynder sig absolut ikke. Det kan jeg se på hele hans afslappede gangart.
Jeg råber højt op til ham, at han skal lette på bagdelen og give en hånd med, men han lader, som om han overhovedet ikke hører mig. I stedet slentrer han om på bagsiden af bygningen, finder en pakke frem og tænder en cigaret. Jeg gider ærlig talt ikke spilde min energi på at råbe mere ad en mand, der er ligeglad. I stedet ordner jeg det selv, får læsset materialerne sikkert ind i platformen og aktiverer kontrollen, så jeg kører op mod 5. etage igen. Velankommet får vi hurtigt og effektivt læsset materialerne ind gennem åbningen, og så kaster vi os ellers over isætningen af vinduerne med genvunden energi.
Send materialeplatformen ned
Efter et stykke tid med fuld fokus hører vi pludselig vores kollega råbe op mod os fra terræn. Han vil have, at vi sender materialeplatformen ned til ham, så han kan blive hejset op til sjakket på femte sal. Jeg sender tøvende platformen ned mod ham igen. Mens den glider ned, tænker jeg ved mig selv, at det må have været mindst to eller tre cigaretter, der er blevet røget i det hjørne. Det har i hvert fald taget ham påfaldende lang tid at vende tilbage. Og hvorfor i alverden bruger han ikke bare det store byggehejs på den anden side af bygningen? Det er jo sat op lige der, få meter fra det provisoriske askebæger, som han og de andre rygere har indrettet.
Tilbage til arbejdet
Jeg ryster på hovedet og går tilbage til arbejdet ved vinduesrammen. Lidt efter dukker vores kollega op på etagen. Til mit store overraskelse har han taget burgere med til hele holdet som en form for plaster på såret. Vi sætter os kortvarigt ned og spiser dem i stilhed. Ingen af os taler, for vi er simpelthen for sultne og udmattede efter formiddagens høje arbejdstempo. Vores kollega venter tålmodigt på, at vi bliver færdige med de fedtede burgere. Da alle er mtte, samler vi madresterne og emballagen sammen og smider det i den medbragte affaldspose.
Uden yderligere snak går vi direkte tilbage til arbejdet. Det går mærkbart hurtigere, når vi alle mand er i gang igen og kan hjælpe hinanden med de tunge løft og finjusteringer i karmen. Lige inden fløjten lyder til fyraften, kan vi stolt konstatere, at vi er helt færdige med dagens målsætning. Vi tager posen med byggeaffald og emballage med os, stiller os endnu en gang ind på den lille materialeplatform og lader os hejse ned mod jorden. Nede på terræn smider jeg posen i den store container, og vi udveksler et par trætte, men tilfredse hilsner, før vi hver især tager cyklen eller bilen hjem mod friheden.